Om Backlist.dk
Baggrund
Backlist er et 1-årigt projekt, der hjælper forlag med at opfylde tilgængelighedskravene inden loven træder i kraft den 28. juni 2025.
Projektet blev skabt for at imødekomme behovet for konkrete initiativer og praktisk vejledning, der er tilpasset den danske bogbranche. Selvom der findes meget materiale om e-bøgers tilgængelighed på engelsk, er mit mål med Backlist at skabe en ressource, hvor informationen formidles på dansk og er tilpasset bogmarkedet i Danmark.
Jeg ser tilgængelighedsloven som en positiv udvikling, der giver bogbranchen et skub mod en mere digitalt bæredygtig fremtid. Tilgængelige e-bøger er nødvendigt for nogle, med godt for alle - også selvom du foretrækker at læse dine bøger på papir:
Når e-bøger er tilgængelige, bliver litteraturen inkluderende for alle.
Når vi digitaliserer e-bøger, beskytter vi vores litteraturarv.
Når digitale og trykte bøger arbejder sammen, får vi mere glæde af begge formater.
Formål
Mange forlag mangler klarhed om, hvordan de skal håndtere tilgængelighedskravene.
Mit mål er
at skabe formidlende ressourcer, der omfavner hele bogbranchen uanset størrelsen på forlaget og antallet af e-bøger, der er udgivet.
at ingen e-bøger fjernes fra markedet på grund af usikkerhed om lovkrav, eller hvordan man imødekommer dem.
at hjælpe forlag med at opdatere metadata og dokumentere tilgængeligheden i de over 100.000 e-bøger, der allerede findes på det danske marked, så de fortsat kan nå ud til læserne.
Hvem står bag?
Projektet drives af mig - Tascha Lynggaard - metadataekspert, tilgængelighedsnørd og tidligere e-bogsproducent med 12 års erfaring i digitale udgivelser, heraf 4 år i bogbranchen.
Jeg er uddannet translatør med speciale i leksikografi (ordbogsvidenskab) og arbejder i dag som selvstændig konsulent med data og sprogteknologi i bogbranchen.
Jeg har arbejdet med digital tilgængelighed og digitale udgivelser siden 2012 og i bogbranchen siden 2020.
Jeg er også metadatakonsulent hos Publizon, der står bag Pubhub, og deltager derigennem i Danske Forlags metadatagruppe og andre internationale samarbejder om udvikling af metadatastandarder.
Jeg har sammen med andre dedikerede mennesker været med til at forme og udgive de metadata-standarder, der nu danner grundlag for, at vi kan løfte e-bøgerne i backlisten, så de kan opfylde tilgængelighedsloven gennem metadata.
Hvordan fungerer projektet?
Backlist er et 1-årigt initiativ frem mod lovens ikrafttræden, hvor jeg tilbyder min viden og ressourcer til alle forlag. Jeg kalder det et projekt for at understrege tidsrammen og den fælles indsats, det kræver at nå i mål som branche. Ved at deltage i projektet viser du, at du aktivt arbejder med tilgængelighed i dit forlag – uanset dets størrelse. Dette samarbejde og engagement er essentielt for at skabe en mere inkluderende og tilgængelig bogbranche. Alt indhold følger Sikkerhedsstyrelsens vejledninger for implementering af loven i den danske bogbranche.
Mit mål er, at alle forlag kan fortsætte med at udgive deres fulde backliste uden at bruge en krone. Projektet består af gratis ressourcer, der gør det muligt for alle at være med. Man kan også købe adgang til mere dybdegående indhold for dem, der ønsker ekstra støtte. Forlag, der ønsker sikkerheden ved en ekspert, kan også booke mig til at udføre og dokumentere arbejdet.
Tidshorisont
Siden åbner for testforlag i august 2024 og lanceres officielt til september.
Læs mere om
-
E-bøger i tilgængelighedsloven
Fra 28. juni 2025 skal alle e-bøger, uanset udgivelsesdato, leve op til nye tilgængelighedskrav. E-bøger i backlisten (dvs. udgivet før loven træder i kraft) kan opfylde kravene gennem metadata.
-
Backlist-projektet
Backlist er et 1-årigt projekt, der hjælper forlag med at opdatere e-bøger i deres backlister, så de opfylder kravene i tilgængelighedsloven gennem korrekt metadata.
-
Hvem står bag
Projektet drives af mig - Tascha Lynggaard - metadataekspert, tilgængelighedsnørd og tidligere e-bogsproducent med 12 års erfaring i digitale udgivelser, heraf 4 år i bogbranchen.